OM ANNA


Strategisk rådgiver med over 20 års erfaring fra politik, NGO-verdenen og det private erhvervsliv

Som rådgiver fokuserer jeg på at løse de problemer, der virkelig betyder noget for mine kunder. Det er min erfaring, at projekter inden for loyalitet, kommunikation og engagement sjældent er succesfulde, medmindre der også tages højde for teamets trivsel, ledelsesrummet for afdelingslederen samt forbindelsen til kerneforretningen - og det uanset om det handler om bæredygtighed eller medlemskaber.


Mine projekter følger derfor typisk to spor: et ledelsesspor med kontinuerlig coaching og strategisk rådgivning samt et produktionsspor, hvor elementer som en ny strategi, kernefortælling eller value proposition udvikles i samarbejde med teamet.


Min baggrund som personaleleder, som rådgiver af CEOs og toppolitikere, og mangeårigt virke som konsulent i forskellige bureauer i USA og Danmark, har givet mig et indblik i mange af de klassiske udfordringer, man står overfor i alt fra medlemsorganisationer, private virksomheder og NGOer hvad angår ledelse, organisationsudvikling, digitalisering, strategiudvikling og implementering, loyalitetsskabelse, thought-leadership m.m. Dertil kommer en bred kommunikationsfaglig kompetence, en solid forretningsforståelse, og års erfaring med at læse og forstå mennesker.


Nysgerrigheden har ført mig fra det digitale over loyalitet til klima

Min nysgerrighed førte mig tidligt ind i den digitale verden, og jeg var med til at udvikle det første digitale politiske netværk, radikale.net, før Facebook kom til Danmark. Selvom det måske virker skørt i dag, så var det en udfordring tilbage i 2004 at overbevise folk om potentialet ved fx online fundraising. For at få flere til at se mulighederne, skrev jeg sammen med Astrid Haug den første bog om sociale medier med danske cases i 2011, hvorefter vi også underviste sammen på RUC i samme emne.


Digitalisering og viden om, hvad man kan bruge de digitale værktøjer til, er fortsat et fokusområde for mig, ligesom jeg bruger kunstig intelligens, hvor det giver mening i mit arbejde.


Senest har jeg fordybet mig ESG og bæredygtighed, samt nørdet forskning omkring klimakommunikation, for at kunne hjælpe folk med at få success med deres grønne omstilling.


Grundlæggende, er det menneskelig adfærd som interesserer mig
For mange år siden opdaterede jeg min LinkedIn-tekst til at handle om, at jeg er drevet af, hvad der får til til at engagere sig med et budskab, brand eller et andet menneske - hvad der fænger dem, får dem til at danne en relation og til at handle (og måske endda få andre til at gøre det samme), uanset om det drejer sig om at stemme på deres parti, købe et produkt eller blive  medlem af deres yndlings museemsklub.

Den tekst-bid holder stadig. Det er evigt fascinerende, hvorfor vi opfører os, som vi gør, og endnu mere, hvad der kan få os til at ændre holdning og adfærd. Og den viden, som jeg har opbygget gennem årene som konsulent, ved valgkampe i det politiske eller med Zetlands medlemmer, tester jeg løbende af og udbygger med forskning på området.

Bestyrelsesmedlem 

Udover mit virke som konsulent er jeg medlem af bestyrelsen for Copenhagen Photo Festival og Udviklingsplatformen for Scenekunst. Rollen som bestyrelsesmedlem er privilligeret og jeg forsøger at give mest mulig værdi for de ansatte og resten af bestyrelsen. 


...og spiselig-have entusiast

I privaten er jeg ved at forvandle en parcelhushave til en spiselig mad-skov, og har en fest med at nørde arter, jordsammensætning og frøindsamling. Som lejlighedsbarn har det været en åbenbaring at få noget til at gro, og det er svært ikke at hive viden fra naturen over i mit arbejde. De regenerative praxiser giver mening, når man ser hvordan man kan få skabt et plantefællesskab der styrker hinanden, ved at pleje fundamentet - jordens mikroliv og plantesammensætningen - og derved sikre at der er tilpas næring til at alle dele trives.